Artiklen blev bragt i Politiken 30/4 94
Sigøjnernes Tid
Flamencokunsten står overfor sit store gennembrud I 90erne. I Madrid har dansen fortrængt rock- og pop-musikken fra de små scener. Margit Ingtoft fortæller hvorfor, og hvad flamenco egentligt handler om.
Stedet er Madrid, tiden 1990erne. Det kræver ikke stor anstrengelse at opdage, at byen er fuld af udfordrende musik og inciterende rytmer, pågående sang og kraftfuld dans. Man taler ligefrem om at `Madrid has gone flamenco´, til irritation for nogle, men til stor glæde for andre.
Selv på en almindelig dødssyg mandag er det muligt at opleve en af de store flamencos som sangeren Enrique Morente eller den unge danser Joaquín Grilo på ´The Revolver Club´ - et stort moderne diskotek, der før i tiden fortrinsvis var til rock- eller punk-musik! Omkring midnat indfinder sig et stort og blandet publikum, der lytter opmærksomt til langt ud på natten. I pauserne spilles naturligvis de sidste nye flamencohits med El Bola, José Soto Sorderita, Ketama, La Barbería del Sur eller gode gamle Paco de Lucía. Og der er ikke tale om engangsforestillinger på ´TheRevolver Club´, men om en indkorporering af flamencoen I det faste program.
Gennembruddet
På borgerskabets højborg, Teatro de la Zarzuela, er det muligt I næsten to uger at opleve helaftensforestillingen Cibayi (Underværk) med den unge mediebevidste flamencostjerne Joaquin Cortés og hans Ballet Flamenco. Det 14 mand store kompagni består, på nær en enkelt spansk danser, udelukkende af sigøjnere, og det må betragtes som lidt af et gennembrud, at det overhovedet er muligt at præsentere et program, der er tro overfor den i mange henseender stadigvæk groft nedvurderede flamencotradition.
Et gennembrud, der i øvrigt kan sidestilles med forrige århundredes gennembrud ved
det markante sceneskift fra den private sfære til den offentlige med indførelsen af de såkaldte `Cafés Cantantes´ eller syngepige-caféer. Gennembruddet I 1990erne kan måske vise sig at blive mere betydnings-fuldt, idet der ikke alene udtrykkes en accept af flamencokunsten, når Teatro de la Zarzuela åbner sine døre, men ligeledes en inddirekte accept af sigøjnerkulturen, idet den inviteres ind på borgerskabets egen scene og ikke nødtørftigt accepteres som noget eksotisk fremmed og fjernt.
Spørgsmålet er så, om denne nye form for integration i længden ikke vil medføre en kunstnerisk åreladning af en tradition, der er født i opposition til det borgerlige spanske samfund. Noget, der jo ofte sker med f.eks. undergrundskulturen, der, når den ændrer status, mister sin umiddelbare eksistens-berettigelse.
Flamencobarer
Men om fremtiden kan kun gisnes, og i mellemtiden kan man passende besøge Sala Caracol og glæde sig over koncerterne hver torsdag, fredag og lørdag, eller man kan kigge indenfor i den mere traditionelle Casa Patas, hvor man kan få sig en gang tapas eller et mere solidt måltid inden aftenens optræden. Begge steder er forholdsvis nyåbnede scener for både meget unge og meget erfarne flamencokunstnere, men samtidigt inviteres også cabaret og teater indenfor. Man kan ligeledes besøge nogle af Madrids andre diskoteker og spillesteder, der har åbnet dørerne for flamenco, som f.eks. diskoteket Morocco, der ligger i det kunstnerisk mondæne kvarter Malazaña, hvor folk som blandt andre filminstruktøren Pedro Almódovar siges at holde til.
Efter en aften på et af de nævnte steder, er det på tide at besøge flamencobaren Candela, for her måske helt at glemme tiden, hvad flere af stamgæsterne og de besøgende ikke ser ud til at have problemer med. På særlig gode nætter går de først hjem igen langt hen ad formiddagen, for så har stemningen været helt i top, og der er blevet sunget, spillet og danset for en lille kreds af venner, der virkelig ved, hvad flamenco drejer sig om. Jo, traditionens urform eksisterer side om side med de nyeste platforme i storbyen.
Dans mod utopia
Hvad drejer flamenco sig så virkeligt om? Kort sagt om at give udtryk for de ønsker, håb og ikke mindst den angst og frustration, det enkelte menneske føler, og som specielt sigøjnerne altid har følt på nært hold, når der ikke har været de store muligtheder for at realisere sig selv som menneske eller for blot at kunne forsørge sin familie.
Flamenco drejer sig om at kunne få luft og muligvis undgå vanviddet ved at udtrykke sig i enten sangen, musikken eller dansen. Indholdet er oftest, hvis ikke altid drivende banalt, men bearbejdes og forvandles i den meget strenge form til et kraftfuldt udtryk, der signalerer et oprør og en trods, der genindsætter det enkelte menneske i universets centrum. Kunstneren kæmper med sit materiale, enten ved at modulere musikken, således at der skabes et psykisk landskab, der muligør sangens gliden ind og ud af sindets gemmer og kringelkroge, eller ved at bearbejde tyngdekraften og derved udfordre det stærkt kodificerede formsprog i dansen.
Flamenco er ikke fortrængningens kunstart, det er overtrykkets ventil og dermed menneskets selvforløsning i videste forstand. Men alt dette forklarer jo ikke rigtigt, hvad flamenco er som æstetisk udtryk, men snarere dets sociale funktion. Den moderne dans´ gand old lady; Martha Graham, sagde engang, at der ingen ekstase findes uden form og ingen form uden ekstase. Dette kan ligeledes siges at gælde for flamencodansen, hvor danseren er bundet på hænder og fødder. Danseren synes nemlig at bevæge sig i et kraftfelt, hvor enhver fremdrift og eksplosion modsvares af tilbageholdt spændning, enhver opdrift modsvares af tyngden mod jorden i det fænomenale fodarbejde, og enhver udadretning modsvares af en centrering blandt andet via fingredansen og koncentrationen af den psykiske energi. Flamencodans er ikke show-dans, men sakral dans, der ikke retter sig udad i firspring, men mod en anden virkelighed, hvor sangen, musikken og dansen, sindet og kroppen forenes i et utopia, hvori den ydre tid suspenderes til fordel for den indre og personlige tid.
Barbariet i mennesket
Den almindelige spanier må nok se i øjnene, at flamenco er kommet til hovedstaden for at blive, for det er i storbyen, og ikke i de mindre byer i syden, pengene er at tjene. Flamencokunsten har således bredt sig fra ca. syv familier, der oprindeligt dyrkede flamenco i privaten, til storbyen og videre til resten af Europa og sågar til Japan, Australien og til det nordligste Norden. En udvikling, der blandt andet skyldes de omtalte demografiske forskydninger fra land til by, men ikke mindst den nøgle til de `barbariske´ lag i mennesket, som er blevet overgivet fra generation til generation af kunstnere. En nøgle, som også den almindelige spanier synes at have fået øje på. Denne generelle udvikling kombineret med en ung generation af moderne, mediebevidste sigøjnere, synes at have muligtgjort flamencokunstens gennembrud til de nye scener.
Margit Ingtoft er danser og cand.phil. i Moderne Kultur og Kulturformidling.
Billedtekst:
El Grilo: Med sin dans søger han at finde utopia, en virkelighed langt fra hverdagen. – Foto: Tato Olivas, Sevilla.
Billedtekst:
En af tidens nye store flamencodansere Joaquin Cortés har været med til at føre flamencoen ind i det gode selskab. –Foto:
Tato Olivas, Sevilla.